Kjære elskede søte søte Fridtjoffen min
Hvor god og søt du var som skrev til mig, jeg fik dit brev straks jeg kom hjem til mor og du kan tro jeg blev glad. Og saadan leven du hadde for at faa tak i blyanten.
Ja du er nok glad i mig du du Deiligheten min. Det var fælt i gaaraftes, jeg tror næsten jeg holdt paa at besvime af sorg, da du var gaaet gik jeg omkring i stuen som en Tussing mens taarerne silet af mig og jeg skjalv over alle lemmer. Og saa krøp jeg opp i den store tomme sengen vor og tutet mig i søvn. Da jeg vaagnet imorges, var det lidt bedre med mig, og jeg saa tingene lidt lysere an. Maaneden gaar nu vel den ogsaa, gutten min hvor vi skal ha’ det deilig da, aa jeg skal bli saa lykkelig saa lykkelig naar jeg igjen skal faa trykke mig op til dig og holde dit kjære hode imellem hænderne mine og snuse og slikke og klappe paa det.
Jeg elsker dig saa skrækkelig! Jeg trives ikke hjemme hos mor mer du, det er vist stygt af mig, for de glæder sig saa alle sammen over at have mig, men jeg bare tenker paa det deilige hjemmet vort med du og jeg ganske alene, og saa væk med menneskene! Hvis jeg ikke faar komme med til Nordpolen, dør jeg, det følte jeg da du sagde farvel til mig igaar.
Graat du lidt du også?
Jeg synes jeg husker det blev endnu vaadere i ansiktet mit, da du kom til. Du var saa søt som skrev med graaet papir, tegn paa din længsel. Mens jeg sidder her og skriver, er det ”grand ballade” i næste værelse med Laate og Andrea, saa det er ikke saa greit at samle tankerne.
Jeg skal skrive ofte, det blir kanskje oftere end du kan faa klare det lest.
Imorgen gaar jeg til Skjelderup og viser mig frem, tænk Fru Sjøtt siger man maa næsten ikke bevæge sig i de første 2 maaneder efter saadan historie, det havde en tysk læge sagt til hende.
Paa den maade skulde jeg være nødt til at holde mig i ro hele Februar uden at komme paa ski. Er ikke det noget vrøvl?
Nu spørger jeg Skjelderup. Lev vel min Fridtjofgut og tænk ofte paa mig stakkels lille Evapadde, som har saadan lyst til at kysse kysse kysse dig!
