Tycho Brahe er kendt verden over som en af naturvidenskabens pionerer og en fornyer af astronomien, videnskaben om himlen. Han var dansk, og hører i høj grad til Danmarks nationale koryfæer, men han var i måske endnu højere grad skandinavisk, nordisk – han var født i Skåne og arbejdede på Hven, i hvad i dag er Sverige, og på hans tid, sidste halvdel af 1500-tallet, var Danmark og Norge jo forenede i et dobbeltmonarki under kongen i København. Hvad er nok så væsentligt, så var Tycho ud af en af rigets fornemste og mest magtfulde adelsslægter; han var født med en guldske i munden, som man siger, og havde stor bevågenhed fra kongen, Frederik II, som i renæssancefyrsternes tradition havde en stor interesse i den ny humanisme og holdt af at omgive sig med lærde kulturpersonligheder.
Tycho blev født på Knudstorp slot i Skåne i 1546 og tog som ganske ung på en flerårig rejse til Tyskland og Svejts for der at uddanne sig, sådan som det hørte sig til for en ung adelsmand der skulle tjene kronen. Det var på denne rejse, mens han var i Rostock, at han fik næsetippen skåret af under en duel og derfor resten af livet måtte bruge en protese, en erstatningsnæse af metal. Under sit ophold ved de store europæiske universiteter studerede han ikke blot jura – som var rejsens officielle formål – han mødte også de nye humanistiske strømninger der netop da satte sit stærke præg på åndslivet i Europa. Allerede da havde Tycho udviklet en særlig interesse for astronomien, og på sin rejse knyttede han kontakter til flere betydningsfulde astronomer i det tyske rige, kontakter som senere skulle blive ham til stor nytte. Det er muligt at hans interesse for astronomien gik tilbage til sommeren 1560, hvor den 13-årige Tycho kan have iagttaget en delsvis formørkelse af Solen, der da var synlig i Danmark.
I høsten 1572 var Tycho tilbage i Danmark. Han var 26 år gammel og havde gennemgået en omfattende uddannelse, der ville have kvalificeret ham til en politisk karriere i kongens tjeneste. Men hans interesse var astronomi, ikke politik, og den 11. november 1572 blev han opmærksom på et fænomen, der ganske fascinerede ham og gjorde det klart for ham, at han måtte vie sit liv til studiet af himmelen. Tycho har selv berettet om hvad han så. "Lige over mit hoved," skriver han, "så jeg en ny og usædvanlig, alle andre overstrålende stjerne funkle. ... [Og da jeg vidste] at ingen stjerne nogen sinde tidligere havde eksisteret på dette sted af himlen, ..., faldt jeg i en sådan forundring herover, at jeg ikke kunne afholde mig fra at tvivle på mine egne øjne. ... I sandhed! – det var det største under, der har vist sig i hele naturen siden verdens skabelse." Ikke blot havde en ny og klar stjerne vist sig på himlen, efter mindre end to år forsvandt den igen – det var et fænomen der vakte voldsom debat blandt Europas lærde. Vi ved i dag at der var tale om en supernova, en eksploderende stjerne, men det var naturligvis ukendt for Tycho og hans samtid.
Vi skal straks se, hvorfor den unge Tycho blev så eksalteret over sin observation af en ny stjerne. Kort tid senere, i 1574, gav han en række forelæsninger på universitetet i København, hvor han som den første i Norden introducerede den nye astronomiske eller kosmologiske teori som Kopernikus havde fremført i 1543 og efter hvilken Jorden blot var en planet, der bevæger sig cirkulært omkring Solen, samtidig med at den roterer omkring sin egen akse. Kopernikus' teori var revolutionær fordi den var et opgør med en 2000-årig tradition, der gik tilbage til det gamle Hellas hvor tænkere som Aristoteles og Ptolemæus havde formuleret det verdensbillede, der i sine grundtræk skulle blive accepteret gennem hele den latinske middelalder og først blive omstødt i 1600-tallet. Ifølge denne traditionelle opfattelse, der naturligvis blev doceret på universitetet, var den ubevægelige Jord i centrum af verden, mens Solen, Månen, planeterne og alle stjernerne bevægede sig omkring Jorden i circulære bevægelser. Endvidere – og dette er vigtigt – var himmelen på den anden side af Månen (den superlunare verden) evig, uforanderlig og guddommelig, ganske i modsætning til den jordiske (eller sublunare) verden, der jo er præget af ændring, omskiftelse og forfald.
Hør hele foredraget torsdag kveld eller lørdag morgen!
Helge Kragh
f. 1944, er dr. scient og professor ved Aarhus Universitet i Danmark. Hans fagområde er vitenskapshistorie, og han har utgitt og medvirket til en lang rekke utgivelser. Bibliografi og vita i detalj finnes på Helge Kraghs hjemmeside.