I Danmark er det kedeligt at køre bil. Alle følger de samme regler, og trafikken forløber næsten altid uden overraskelser.
Sådan er det ikke i Norge. Her skal man være opmærksom fra første sekund, man sætter sig ind i sin bil. Du ved aldrig helt, hvad der vil ske.
Det er herligt. Hver dag, når jeg kører mine børn i børnehave, får vi masser af oplevelser. I første kryds har vi forkørselsret, men det er ingen, der ved, og derfor får vi ofte lov at se en vaskeægte katastrofeopbremsning lige udenfor bilen.
I næste kryds er det os, der skal stoppe. Men det glemmer jeg altid, så her kommer bilerne susende ud på vejen foran os, og nu er det mig, der må stå på bremsen.
Det er spændende. Men det er faktisk også rørende. Tænk engang, at der er folk, jeg næsten ikke kender, som er villige til at risikere deres liv for at minde mig om, hvordan høyrereglen fungerer.
Det kalder jeg nabofællesskab.
Nogle gange sker det også, at begge biler stopper på samme tidspunkt. Det er hyggeligt. Så kan vi smile til hinanden og lære flere af naboerne at kende.
Lige indtil man er nødt til at følge med i bakspejlet for at se om katastrofeopbremsningen bagved ender godt.
Styrker integrationen
Jeg forstår godt, man for enhver pris vil bevare høyrereglen i Norge. Den giver ikke kun spænding i hverdagen. Den er også med at skabe god integration.
For nogle år siden var jeg udstationeret i Benin i Afrika. Her var jeg den eneste, der ikke forstod færdselsreglerne. De lokale kørte over for rødt, og lastbilerne tvang motorcyklerne ned i grøften.
Det var kun mig, der syntes, det var mærkeligt. Alle andre så ud, som om det var helt logisk.
Sådan er det ikke i Norge. Her er alle lige forvirrede. Kaosset er noget, vi deler, og det skaber en følelse af fællesskab. Det er som om, man er en del af noget større fra første dag, man sætter nøglen i tændingen og udsætter sig selv for de daglige nærdøds-oplevelser.
Lang og stolt frihedskamp
I Norge blev det almindeligt at vige for højre, da man fik reglen om at køre i højre side af vejen. Den blev indført ved dansk lov i 1793 og bekræftet i den norske vejlov fra 1824.
I Danmark gælder høyrereglen også stadig. Men nu er der skilte og ubetinget vigepligt over alt, hvor folk kan være i tvivl.
I praksis er høyrereglen altså bukket under for teknokratiet og de kedelige ønsker om tryg trafik. Og i dag skaber den kun en brøkdel af det kaos, den forårsagede i sin storhedstid.
Synd for dem, der bor i Danmark, men heldigt for mig, som bor her.
Fra 1957-1978 forsøgte man i Norge at mindskekaosset ved at indføre den såkaldte gentlemannsparagraf. Den gik ud på, at bilister fra små veje skulle stoppe for trafikken på mere trafikkerede veje.
En vanvittigt kedelig idé som nordmændene da også relativt hurtigt fik bugt med: Efter 20 år blev paragraffen fjernet, og forsøget på at indføre en lovreguleret gentlemans-adfærd i trafikken blev skrottet.
Puha. Det norske klarsyn havde sejret endnu engang. Godt.
For nu er det godt at være dansk i Norge.
Og spændende.
