Jeg trodde på VG om at Stoltenberg driver med lerdueskyting på kontoret, jeg trodde på Aftenposten om at jeg skulle få 500 hver gang morgentoget er forsinket, jeg trodde på Dagens Næringsliv om at oljefondet raser i verdi, jeg trodde på NRK om at jeg kan bli døpt på internett, jeg trodde på Dagsavisen om at Groruddalen er trendy og på Dagbladet om at TV2 lar fotballspillere strippe foran kamera. Jeg gikk altså rett på; som vanlig. Også på de mer private aprilspøkene. Som da min kollega sendte ut mail til hele avdelingen om at han desverre var blitt sparket fordi han hadde surfet på pornosider i arbeidstiden, og at bare ved å snarest bekjenne til internettavdelingen i NRK kunne man unngå samme skjebne. Rett på gikk jeg altså. Fordi jeg ikke legger merke til datoer.
P2 uten høytid
Snart er det 17. mai. Påsken og julen er forbi, skuddårsdagen det samme. Slike merkedager og høytider betyr spesielt lite her i P2. Akademikere, intellektuelle og P2-folk beskjeftiger seg med vesentlige ting og fester ikke etter kalenderen. Når vi unner oss en rødvin, gjør vi når det passer oss selv, og ikke etter almanakken. NRK har andre kanaler for tradisjonsbundne festmennesker. På TV har vi den nye barnekanalen, NRK super, for dem som er så unge at de ennå tror på julenissen og sin egen bursda', og på radio har vi jo P1 som er for halvgamle festmennesker. Og P3. For halvunge festmennesker.
Sak uten merkedager
En av de største utfordringer for oss journalister er å finne stoff, finne en sak. Saken. Det er ikke alltid lett, særlig ikke når merkedager og høytider så å si er strøket fra blokka - ikke gjelder lenger. Riktignok skjer det ting - småting - som man kan snakke om. Det er sant. For et par dager siden ble det enighet i årest lønnsforhandlinger om AFP. En del av lønnsoppgjøret, den årlige kampen om ørene og om ikke å få mindre enn naboen over gangen, men stadig mer enn dem som befinner seg langt borte i verden, er dermed over. Snart åpner også det nye operahuset i Oslo, dette vartegnet for kunstarten som representerer det absolutte lavmål av smakløshet innen høykulturen – og toppen av snobberi innen lavkulturen, kommer dermed på plass, omsider. Så det skjer littegrann. Det gjør det. Men de gamle merkedagene har vi seriøse journalister tapt som lødig nyhetsstoff.
Saftige vår-riter
Jeg nevnte påsken. Og før den fasten som i gammel tid ble innledet med fastelavn. Da jeg var barn slo man ennå katten av tønnen i barnehaven. Altså man knuste en tønne påmalt en svart katt. En gammel rite der det onde og vinteren drives ut når det går mot lysere tider. Før var det en ekte og livredd katt som forsvant som en sort strek, som om den hadde den onde i hælene, når tønna gikk i knas. Da var det også andre og saftigere vår-riter som ble utført. Fastelavnsriset ble opprinnelig brukt til å rise unge ufruktbare koner med. Det drev problemet ut, som katten av tønna. For bare hundre års tid siden var det også steder der det ikke var en katt, men en levende høne. Den ble bundet på ryggen av en kar, behengt med bjeller, mens de andre karene som var blindet med de unge jentenes underskjørter, sprang etter lyden og forsøkte å drepe høna med bjørkeriset. En raffinert form for fruktbarhetsrite, må man si. Det var i England, mens i Danmark hadde man ”ploggangen”, der man spente nakne ungjenter for plogen og lot dem pløye en fure for godt år. Denne skikken holdt seg til innpå 1800-tallet.
Å få mye ut av lite
Dengangen må det har vært noe annet å være journalist med almanakk i jakkelommen. Men det er lenge siden, og mange år er gått der nyhetsjakten har hardnet til for vår yrkesgruppe. Noe som allerede tidlig presset frem nye metoder og talenter. Enkelte av disse er legendariske selv idag. Når det gjelder metode, er det en særlig raffinert utgave å få noe ut av intet. Altså snu problemet til en fordel, nederlag til seier. Det er få forunt å klare det. En av de tidligste og største av disse er den danske forfatteren og journalisten Herman Bang. Som journalist i den danske avisen Politiken, revolusjonerte Herman Bang journalistikken med sin impresjonistiske og litterære stil. Han brakte sin avis frem i front innen skandinavisk journalistikk omkring år 1900, og mange vil hevde at der er den ennå.
Herman Bang
Tillat meg å lese et eksempel på Herman Bangs journalistikk der han ut av lite eller ingenting gjør mer enn bare noe. Artikkelen sto i Politiken 1. mars 1912 under tittelen ”Returbilletten”.
RETURBILLETTEN
Jeg læste i dag om en Mand, der havde hængt sig. Det var vist i en Skov ved Kristiania. Der havde han klynget sig op i et Reb.
Man fandt hos ham intet, som kunde oplyse om hans Navn. Ikke Breve, ikke Lommebog, ingenting.
Der blev på Liget kun fundet et Ur og – en Returbillet til Drammen.
Uret, hvis timer var blevet den Døde saa ligegyldige, hvis Tid ikke mere var for ham, som var gaaet bort – derind.
Og saa en Returbillet til Drammen.
Siden jeg har Læst denne Selvmordsnotits – rent tilfældigt, thi jeg har i flere Maaneder næsten aldrig læst Blade – kan jeg ikke faa denne Returbillet ud af mine Tanker.
Den afsluttede denne Mand, som gik fra alting, som lagde det store Mørke mellem sig og den hele Livets triste Affære – og som saa bliver funden med en Returbillet i Lommen.
Har han taget denne Billet for at føre Folk bag Lyset? For at indbilde de Godtfolk i Drammen, at han snart kom tilbage? Eller har han taget den af gammel Vane? Han er så tidt rejst ud og ind paa denne Vej fra Drammen til Kristiania og altid har han gjort det samme – nu, hvor det det var overflødigt.
Nu, hvor han kunde have sparet sine Penge.
Men hvorfor iøvrigt spare?
Man har vel altid et Par Skilling til et Reb. Og et Reb var jo det eneste han nu attraaede, det eneste, han behøvede ...
...Eller har han, da han løste Returbillet, maaske været uvis? Har han endu frygtet? Har han endnu ikke vidst, om han dog ikke til syvende og sidst alligevel vilde vende hjem – Retur til Drammen?
Det er vel det sandsynligste.
Han har endnu en gang villet overveje. Men Resultatet af hans Overvejelse er saa blevet, at han lod Returbilleten ubenyttet. Det har syntes ham for trist – dette Drammen.
Det har ikke mere haft nogen Tillokkelse, det ikke: i sit Ansigts Sved at løbe hid og did; heller ikke det: at stræbe Opad og blive anset og være af Spidserne, en Berømthed i Drammen, og ikke det: at bygge sig Hus og sætte Børn i Verden til at arve sine Fejl og dø graa og hædret, omringet af en Familie; og ikke det: at nyde i korte Øjeblikke, betalte med lange Lidelser, Sansers Vrag; ikke det: at begære og begæres; ikke en Gang det: at være levende, at aande, at se, at føle, at tænke, at være - -
Intet af det altsammen har haft Tillokkelse for ham mere. Han havde gjort sit Regnskab op.
Han har vejet sit ’Drammen’ og fundet det – for tungt.
Han gik.
Og han efterlod denne Returbillet som en Arv til den, der havde Mod til at benytte den.
Men hvilken lidelse har mon dræbt ham? Hvem véd. Lidelsen er mangfoldig og udødelig. Naar en Dag en eller anden Klode knuser Jorden til Støv, og Menneskeheden er død under sit sidste Skrig – da vil i det uhyre Himmelrum kun en anden Planet vise sig, beredt til at huse den udødelige Lidelse:
Martyrerne vil have skiftet Hjem. Det vil være det Hele.
Ja - Lidelsen er mangfoldig. Og hvem kan gætte netop den, som drev dette Menneske i Døden? Var det Pengebekymringer, som filede i hans Liv som en sløv og stump, men bestandig arbejdende Sav? Var det Skinsygen, der kan gennembore En som et Stykke blankt Staal? Var det et Brud med Samfundets Love, de Love, som Samfundet, der er den Stærkere, gav os Enkelte, som er de Svagere, i den selviske Hensigt at værge sig selv?
Var det noget af dette, som har bragt ham til Døden?
Eller var det en endu dybere kval?
Vidste denne døde mand, at det, til syvende og sidst, ikke er alle Livets Lidelser, som bereder den store Smerte.
Nej – det: at Livet er saa trist og saa let kunde være blevet saa lykkeligt. Har det dræbt ham?
Maaske.
Den, der var Lykken saa nær, at han tror, nej, véd den mulig – han dør lettest af Ulykken og af Savnet.
Den, som aldrig strejfede Lykken med sin Haand, har let ved at forsage; men saá man blot én Gang Lykkens fagre Ansigt bøjet over sit – saa har man svært ved at vænne sig til Livets Halvmørke og til dets Ensomhed.
Manden fra Drammen er imidlertid død. Om kort Tid vil han ogsaa være glemt. Menneskene bærer sig alle ad som prins Hamlets Moder: de gaar til Bryllup i de Sko, som de anskaffede sig til Begravelse.
Ved en eller anden Revision av Jernbanens Regnskaber vil maaske om et Aars Tid en eller anden Embedsmand, der ryger sin Pibe og hengiver sig til sit Arbejde i Skjorteærmer, snuble over en udstedt, men aldrig benyttet Returbillet.
Det vil være den sidste Erindring om den Døde fra Drammen.
Eller maaske vil Staklen ikke en Gang volde næste Jernbaneregnskab Besvær.
Det er jo særdeles muligt, at dette Menneske havde Efterladte, og at en af dem benytter Billetten, siden – den nu en Gang er der, og man aldrig skal lade noget gaa til Spilde.
Eller muligvis havde han en Sagfører, som nu maa gøre en sidste Rejse for at ordne hans Affærer. I saa Fald benytter sikkert han Billetten.
